Legepladsens historie

Legepladser i Danmark er ikke noget nyt fænomen, men det har derimod eksisteret i flere hundrede år. Begrebet legeplads blev først benyttet i slutningen af 1800-tallet, men den første legeplads i Danmark blev allerede oprettet i slutningen af 1700-tallet.

I starten var legepladserne inspireret af filosoffen Jean-Jacques Rousseau og pædagogen Johann Bernhard Basedow. Her var tankerne omkring legepladsen præget af, at den legemlige opdragelse skulle være i centrum. I begyndelsen var legepladserne tænkt som værende et område, hvor man kunne dyrke gymnastik. Legepladserne blev derfor også kaldt gymnastikpladser.

I 1800-tallet var pædagogikken i Danmark præget af naturen som en form for læremester. Derfor skulle børnene også opholde sig i naturen og tage på udflugter. Ifølge den tyske pædagog Friedrich Fröbel, der havde en stor indvirkning på pædagogikken i Danmark i anden halvdel 1800-tallet, var det essentielt, at børnene var ude i naturen. Fröbel mente, at børnehaven skulle være med til at styrke børnenes krop, træne sanserne og lære dem mere om naturen og menneskelivet.

I 1892 blev Københavns Legepladsforening stiftet, hvorefter den første officielle legeplads i Danmark med legeredskaber blev oprettet. Efterfølgende blev det mere og mere almindeligt at tilføje andre legeredskaber som gynger, balancebomme og sandkasser på de etablerede legepladser. Danskerne blev første gang introduceret for sandkassen i 1907 af folkeskolelæren Hans Dragehjelm.

I tiden fra 1891 og frem til 1918, hvor Indenrigsministeriet udgav et cirkulære om børnelegepladser, fyldte legepladsspørgsmålet en del i den samfundsmæssige debat. I denne tid blev der oprettet flere og flere legepladser, også uden for København.

Under Anden Verdenskrig, i 1943, blev den første såkaldte skrammellegeplads bygget lidt uden for København. De pædagogiske tanker bag denne legeplads var, at fri leg skulle være det bærende element i børns udvikling. Derfor skulle børnene kunne boltre sig på legepladsen, hvor der blandt andet var mursten, vogne, tagsten og gamle biler. Efterfølgende spredte denne ide om skrammellegepladsen sig til resten af landet.

I 1960’erne overtog en anden legeplads ideolog, nemlig byggepladsideologien. Her var ideen, at legepladsen bestod af byggematerialer som skruer og brædder, men derudover var der også husdyr som høns og heste. I løbet af de 20-30 år begyndte denne ide omkring legepladsen at overtage i stedet for skrammellegepladserne.

I 1980’erne overtog naturlegepladserne, og der kom også et større fokus på sikkerhed på legepladserne i Danmark. Naturlegepladserne har rødder i tidens pædagogiske interesse om udeliv og udemiljø. Samfundet i disse år havde også fået et større fokus på at passe på børnene, da flere og flere børn begyndte i daginstitutioner.

Legepladsen bliver i højere grad nu set som et pædagogisk rum, hvorfor der også må foretages pædagogiske overvejelser i forbindelse med brug af legepladsen. I det nye årtusinde er det blevet mere populært at have fokus på æstetiske legepladser og bæredygtige legepladser. Derudover er det i forbindelse med Corona-krisen også blevet populært at benytte udendørs fitnessområder, der kan stå i forlængelse af legepladser. Både legepladser og træningsområder kan give mulighed for fællesskab og samvær.